Den er lidt utydelige, men mon ikke I fatter pointen. Naturligvis tænker jeg her på præsters "adgang" til ældre mennesker, der står overfor at skulle afgøre hvem, der skal arve dem. Der er naturligvis ingen, der ønsker at have en præst rendende, der som denne mand, udnytter svage mennesker og udnytter sin position til at få skrabet penge sammen. Men mon det har været tilfældet nogensinde i præstestandens historie og mon det dog er tilfældet i den debat, der har været om Vildstedpræsten Villy Jørgensen? Jeg tror ikke det har været tilfældet.
Men nu har kirkeminister Bertel Haarder så sagt, at præster, som bliver tilbudt store pengegaver eller arv efter sognebørn, skal sige nej tak. Det kan naturligvis godt lyde fornuftigt, men er det ikke endnu en kile, der bliver skubbet ned mellem præstegården og resten af sognet? Præsten har allerede en særstatus, men i og med at der så kommer sådan en regel hvor jeg skal sige nej, så tydeliggøres forskellen jo i hvert fald. Når der er en, der giver penge til en anden om det er kontater overrakt eller ved arv, så gøres det jo ikke fordi personen er præst, men fordi personen har fået en status for det menneske, som ven, som han gerne vil glæde med en pengegave. Siger præsten nej til den gave, så signaleres også, at vel er vi to venner, men jeg er først og fremmest præst i forhold til dig, så jeg kan ikke tage imod de penge.
Naturligvis kan man sige, at den status præsten måtte have overfor det andet menneske, har han kun fordi han er præst. Ja, men sådan er det jo med alle præstens kontakter og venskaber i sognet - dem har præsten kun fordi han er præst... ellers ville han jo slet ikke bo her overhovedet.
Det er noget med at hjemmehjælpere ikke må modtage arve/penge fra dem, de servicere, så det må være det samme... siges dér. Men igen: Hjemmehjælperen lever ikke i sit område, bor ikke som nabo til dem hun plejer. Hvad hvis hun gjorde - og privat kom sammen og måske hjalp den ældre... kunne hun så arve og modtage penge? Det er jo sådan præstens status er.
Og går man videre med det: Hvad så med forskellige gaver, der måtte komme i forbindelse med fødselsdage, bryllupsdage, konfirmationer (præstens børn er som regel altid dem, der får flest gaver i de tilfælde, jeg kender til)... hvor går grænsen? Også i systemet - vi har jo snakket biskoppers fødselsdage i den sammenhæng (se her).
Kaj Munk blev på et tidspunkt rimelig upopulær i Vedersø Sogn, da han nægtede at tage imod et flot kaffestel fra menigheden, da han blev gift. "Der skulle ikke være noget mellem præsten og menigheden" sagde han og nægtede at åbne gaven. Gaven blev dog lige så langsomt taget i brug af hans kone, Lise.
Det er jo heller ikke sådanne tilstande vil ønsker... eller er det? Det vil naturligvis være nemmere at administrere, hvis det er et blankt nej til alting. For hvad er "store pengegaver"- er det ud fra hvad "man" mener er et stort beløb, eller er det i forhold til giverens økonomi?
Det vil være nemmere at administre så skarpe regler som "ingen gaver"-politik, men så er præsten pludselig en, der er i sognet, men ikke virkelig er dér... for han er jo kun præsten og ikke en ligeværdig ven, som man f.eks. kan glæde med en pengegave.
Og nej, jeg står ikke i en situation, hvor jeg skal arve eller jeg har ikke udsigt til at få store pengegaver fra nogen som helst i sognet - det kommer ikke på tale, da jeg af natur er rimelig utiltalende. Men jeg synes egentlig problematikken er reel - og at ministeren ikke helt har tænkt præstens specielle status i forhold til andre offentlige ansatte med ind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar