lørdag, juni 15, 2013

Vi passerer en kilometersten


... i disse dage er det et år siden, at der blev indført et ritual for vielse af homoseksuelle. Den kirke, som jeg holder så meget af - uvist af hvilken grund - har taget et skridt væk fra det, jeg ser som sand kristendom og kristent liv. 
Og alligevel er jeg her i kirken som præst - og jeg ved, at min tilstedeværelse her som præst gør, at nogle bliver i kirken, selv om de måske mest af alt har lyst til at forlade den. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, men det er mit ansvar.

Men et ved jeg ... er jeg fast overbevist om... ja, eller jeg klamrer mig i hvert fald til håbet om, at jeg tjener den herre, som har tidens gang i sine hænder. Den herre, som har givet mig lysten til at være præst, udholdenheden under studierne til at blive teolog og evnerne til at være præst, selv om jeg menneskeligt set bare er et skvat.

Jeg tjener den herre, der ikke bad de kristne i den døende menighed i Sardes (Åb 3,1-6) om at forlade menigheden, men tværtimod om fornyet opvågning for at de skal "styrk(e) resten, som er døden nær" (Åb 3,2).

Det må være vores opgave som kristne - at tale imod vranglære, at styrke de døende, at opildne til kærlighed, for vores kamp skal være velsignende. Ikke en menneskelig velsignelse, men et genskær af Guds velsignelse.
Nej, jeg er ikke optimist på Folkekirkens vegne - jeg er bedrøvet på Folkekirkens vegne. Men jeg vi ikke være pessimist, jeg vil ikke være bedrøvet. Af alle talerør, så brugte Gud den nye pave i Rom til at ryste i mig for leden dag:
"Die Traurigkeit ist Satans Zauberkunst, die unsere Hertz verhärtet und verbittert... die christlichen Geminschaften (sollen) Orte des Optimismus werden... Das Schlimmste am Geist der Traurigkeit ist jedoch, dass er die Sünde gegen die Hoffnung in sich trägt" (s. 24 i Papst Franziskus: Offener Geist und gläubiges Herz).
Så ja, ud med bedrøvelsen, bitterheden og pessimismen. Vi tjener en herre, som er Alfa og Omega, som omslutter alting, og som bærer alt og styrer alt med sin mægtige hånd. Kirken har før oplevet noget, der var værre end det, vi oplever nu. Vi går en strålende fremtid i møde - for den er skabt af den almægtige Gud, som vi kristne må få lov til at kalde for "far". Som Johannes skriver i et af sine breve: "Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!" (1 Johs 3,1) - og det er ham, der vil stride for os.

Ingen kommentarer: